Siersbæklund
Siersbæklund er en gammel vestjysk bondegård med et landbrug på
omkring 25-30 hektar. Gården ligger i et landområde præget af den
vestjyske natur, ganske nær ved Stadil Fjord. Her er marker,
dræningskanaler og, på kanten af fjordens store vandflade,
omfattende rørskove. Ved og omkring fjorden trives et stort antal
forskellige fugle; gæs, svaner, lærker, viber og flere arter
rovfugle.
Gården består af forskellige bygninger med hver sin funktion; det
gamle hovedhus, Staldhuset, to staldbygninger, ridehus, kantine og
et stort værksted. Derudover garager, et lille malerværksted, samt
en stue, som vi bruger til møder og samlingssted.
Døgncenter Siersbæklund råder over to mindre naboejendomme, Toften
og Lunden, hvor der er indrettet lejligheder for elever der bor
mere selvstændigt. På Toften findes endvidere et stort nyindrettet
multirum, med bordtennis, billard, boksebold samt plads til større
arrangementer.
Lidt historie
Siersbæklund købtes oprindelig af Kaj og Gunilla Björkman, som med
deres børn har skabt og præget stedet gennem mere end 20 år. Spredt
ud over de 20 år er mange andre personer kommet til. Nogen har
siden forladt gården, andre arbejder og lever fortsat deres liv
her.
I 2008 døde Kaj Björkman og i 2011 rejste Gunilla og overlod
lederstillingen til Jørgen Pedersen.
Fælles for de fleste på Siersbæklund er, at vi er mennesker der
har et fælles ståsted omkring ønsket om at forene krop og psyke
eller krop og sjæl, om man vil. Tanker og ideer om denne sammenhæng
præger vores daglige indsats. Det kommer til udtryk ved, at vi
finder terapeutiske forståelser og arbejdsmetoder frugtbare, som
tager udgangspunkt i det fysiske i sin bestræben på at forstå den
indre dynamik.
Som omtalt andetsteds, er Bodynamic uddannelsen et godt eksempel
herpå, men også andre tilgange er anvendelige. Derfor indtager
kroppen og det fysiske aspekt en central placering i vores arbejde,
hvad enten det handler om ridning, klatring, leg og idræt, eller
bare måden man går og står på.
Heldigvis er vi også gode til at slappe af sammen. Vi er
jordbundne mennesker, der både ønsker at gøre tingene ordentligt og
at fremstå som ordentlige folk.
Vi tror på det personlige ansvar. Det præger vores professionelle
arbejde og også vores omgang med hinanden. Vi vil gerne være
seriøse og betragtes som seriøse.
Faciliteter
På Siersbæklund kan man mange ting. Vi gør alt det selv, som vi
kan overskue. Det betyder, at der jævnligt er behov for indsats
omkring praktiske gøremål. Vedligehold, reparation, pasning af
have, græs, heste og lignende. Vi har værksted for dem der lyst og
evner for dette, tager i motionscenter, roder i køkkenhave, ser TV,
går ture og drikker kaffe og the.
Som det fremgår andre steder på vores hjemmeside, har vi en del
heste, som fylder meget her. Vi rider på dem, klapper på dem,
strigler og ordner og hygger os med dem. Hunde og katte mangler
ikke, og vi har et stort fuglehold i diverse volierer også.
På Siersbæklund bor fire elever i Staldhuset, hvor der også er en
fælles TV og dagligstue. Derudover bor fire elever i egne
lejligheder på Toften og Lunden.
Vi er næsten altid i én eller anden form for bevægelse. Der er
tilbagevendende behov for ændringer, så ny-til-og ombygninger hører
til dagens orden.