Staldhuset
På Siersbæklund bor du den første tid i det vi kalder Staldhuset.
Her har vi plads til fire elever på egne værelser. Staldhuset
rummer nødvendige faciliteter som badeværelser, toiletter, TV-og
opholdsstue og et lille tekøkken. Stue og tekøkken anvendes i
øvrigt af alle der kommer forbi. Her samles vi om aftenen og ser TV
eller film, der står en pc til fri afbenyttelse og folk kommer og
går i forskellige ærinder.
I Staldhuset bor man så længe der er brug for at have lidt mere
kontakt til andre og måske lidt mere støtte i dagligdagen. For
nogen er det måske i et halvt år, for andre måske to år. Vi er
meget forskellige.
Toften og Lunden
Fra Staldhuset kan man flytte ud i mere selvstændige boformer. Vi
råder over et mindre antal lejligheder i to naboejendomme, som også
hører til Siersbæklund. Vi kalder dem for Toften og Lunden. På
Toften og Lunden kan man bo i lang tid.
Egenbetaling
Alle der bor på Siersbæklund betaler det der hedder egenbetaling
som dækker mad, husleje osv. Egenbetalingen udgør i dag et beløb på
3890,00 kr. i måneden. Dette beløb er lovbestemt, og ikke noget
Siersbæklund bestemmer.
Maden
Vi spiser sammen på Siersbæklund. Og køber ind sammen og
planlægger og tilbereder maden i fællesskab. Det foregår alt sammen
i vores hyggelige kantine. Måltiderne er vigtige samlingssteder i
hverdagen og det betyder noget for os at få ordentlig mad. Det er
også noget der kan være meget uenighed om. Som sagt; vi er alle
forskellige, og vi plejer at finde ud af det.